onsdag, april 29, 2009

Ellemann går til kamp for rygerne

Fra Avisen.dk, København

Indenrigs- og socialminister Karen Ellemann vil sikre, at det fortsat er muligt at ryge på landets væresteder

Af Laura Kjeldbjerg/NP
På trods af den strammede rygepolitik skal det fortsat være muligt at ryge på landets væresteder.

Det mener den nyudnævnte indenrigs- og socialminister Karen Ellemann.

"Vi står med et dilemma. Mange af disse mennesker har mange problemer og dermed brug for at komme på værestederne. Så det kan ikke nytte, at de ikke må ryge, for det gør ni ud af ti af dem. Derved risikerer vi, at de slet ikke vil komme på værestedet," forklarer Ellemann i en pressemeddelelse.

Læs mere >>

mandag, april 27, 2009

29 hjemløse sover på gaden i Århus

Fra Århus Stiftstidende, Århus

Støtte i eget hjem skal vende udviklingen for byens hjemløse, der ofte har et massivt misbrug af alkohol og stoffer

Af Ole Jessen
Flere end 300 personer i Århus er hjemløse, og omkring 30 af dem overnatter på gaden. Det viser en optælling fra 2007 af Danmarks hjemløse. Tallene ligger til grund for arbejdet med en ny hjemløseplan, som til dels gør op med den tidligere indsats.

"Når man kan tælle så mange hjemløse, er man jo nødt til at gøre noget andet, end vi har gjort tidligere," siger Nina Thorn Clausen, udviklingskonsulent i Århus Kommunes socialforvaltnings hjemløse-sekretariat.

Læs mere >>

torsdag, april 23, 2009

Ellemann junior debuterer i Århus

Fra Århus Stiftstidende, Århus
Af Ole Jessen

Den nye indenrigs- og socialminister Karen Ellemann besøger Århus for at tale med hjemløse og høre om helhedsplanen for Gellerup

Arbejdet med hjemløse i Århus samt helhedsplanen for Gellerup bliver på mandag præsenteret for Danmarks nye indenrigs- og socialminister Karen Ellemann (V). Det bliver hendes første officielle besøg i Århus som minister.

Dagens program starter klokken 13.30 i Værestedet i Jægergårdsgade, der er et tilbud til hjemløse. Her skal Karen Ellemann mødes med brugere, personale og et gadeteam, der arbejder opsøgende med stofmisbrugere.

Her vil der blive snakket om regeringens indsats og om hjemløseplanen, som Århus Kommune er ved at udarbejde. Kommunen kan fra ministeriet få op til 80 millioner kroner til arbejdet over de næste fire år.

Læs mere >>

lørdag, april 18, 2009

Hjemløse tilbydes sundere livsstil i Århus

Fra Morgenavisen Jyllands-Posten, Århus

Et projekt med tilbud om sport og rygestopkurser til socialt udsatte i Århus Kommune har vist sig at være populært

Af MIA QVIST ANDERSEN
Svømning, gadefodbold, spinning, styrketræning og rygestopkurser er nogle af de aktiviteter, som hjemløse og andre socialt udsatte mennesker i Århus Kommune tilbydes gennem et fireårigt projekt.

Projektet har til formål at udbrede en sundere livsstil med bl.a. idræt hos byens socialt udsatte borgere.

En netop færdiggjort statusrapport fra samarbejdsprojektet mellem Center Basen og SundhedsCenter Århus viser da også, at tilbuddene i projektet bliver taget vel imod hos målgruppen.

Den nye rapport peger på, at antallet af deltagere i projektet er mere end fordoblet siden projektets begyndelse i 2007 - fra 25 til 65 - og at flere end halvdelen af deltagerne kommer så regelmæssigt til kurserne, at de melder fra hos instruktøren, når de ikke har mulighed for at komme.

Læs mere >>

tirsdag, april 07, 2009

Karen Ellemann: Hjemløse kan være trygge

Fra Kristeligt Dagblad, København

Småt med politiske budskaber på det sociale område fra den ny minister, Karen Ellemann. Hjemløse og narkomaner kan føle sig trygge ved den borgerlige regering

Af Ritzau
Narkomaner og hjemløse må vente med at få at vide, hvad den ny indenrigs- og socialminister, Karen Ellemann (V), vil gøre for dem.

- De helt konkrete udmeldinger må du vente med til efter påske, siger hun, kort efter at have overtaget ministeriet.

Spørgsmål: Har du et budskab til narkomanerne og de hjemløse?

- Ikke på nuværende tidspunkt, andet end det er en god dag for Danmark, og at vi har en økonomisk ansvarlig regering med borgerligt flertal. Det skal de være glade og trygge ved, siger Ellemann.

mandag, april 06, 2009

Idéen med Karen J. slog fejl

Fra Århus Stiftstidende, København

Karen Jespersen skulle give regeringen et socialt ansigt. Men det lykkedes ikke, siger Socialdemokraternes socialordfører

Af Ritzau
Socialdemokraternes socialordfører, Mette Frederiksen, er glad for, at Karen Jespersen forlader Velfærdsministeriet.

- Hun har ikke opnået noget, mens hun har været social- og velfærdsminister. Antallet af fattige er steget, uligheden er vokset, og hun har ikke levet op til plejeboliggarantien, siger Mette Frederiksen i en kommentar.

De mest udsatte grupper i samfundet - narkomaner, hjemløse og prostituerede - har ikke fået det bedre, og der skæres ned over alt i den kommunale velfærd, tilføjer hun.

Det rammer helt almindelige ældre mennesker, børnefamilier og selvfølgelig handicapområdet. Idéen med Karen Jespersen var, at VKO skulle have et socialt ansigt.

Det har de ikke haft, og de fik det ikke med Karen Jespersen, erklærer Mette Frederiksen.

søndag, april 05, 2009

Eksperter efterlyser socialministerium

Fra Kristeligt Dagblad, København

Især stofmisbrugere og hjemløse har fået det sværere, og derfor opfordrer eksperter regeringen til at genoprette et socialministerium

Af Ritzau
Flere hjemløse lever på gaden, og stofmisbrugere venter længere på at komme i behandling. Sammen med andre socialt udsatte lider de under, at Danmark ikke har haft et socialministerium siden 2007. Derfor opfordrer flere eksperter regeringen til at udpege en minister, som primært skal varetage de svageste interesser.

I går meddelte Karen Jespersen, at hun forlader ministerpladsen, og det får i dag Preben Brandt, formand for Rådet for Socialt Udsatte, til at anbefale genoprettelsen af et socialministerium.

- Der er rigeligt at tage fat på, og i hvert fald nok til at have et ministerium, siger han og nævner, at blandt andre hjemløse og misbrugere oplever en forværring af deres vilkår.

Læs mere >>

fredag, april 03, 2009

Flere skæve boliger skal få hjemløse væk fra gaden

Fra Kristeligt Dagblad, København

Landets herberger er overfyldte, og mange hjemløse bliver hver dag afvist, fordi der ikke er plads nok på herbergerne. Derfor vil politikerne nu bygge flere af de såkaldte skæve boliger

Af Carina Fogsgaard Jacobsen
Det er svært at få en plads på et herberg. De fleste hjemløse må gå tomhændet hjem, når de vil skrive sig op til en plads på et herberg. Det får nu politikerne til at reagere, og hos både Socialdemokraterne og De Konservative er man enige om, at der skal bygges flere af de såkaldte skæve boliger.

- Det nytter ikke noget, at der ikke er plads på herbergerne til de hjemløse. Vi er nødt til at få flere egnede boliger til de hjemløse, så de ikke ender på gaden, når de ikke kan få en plads på et herberg, siger socialdemokraternes socialordfører, Mette Frederiksen.

Læs mere >>

Forstander/Institutionsleder søges til Frelsens Hærs botilbud til hjemløse “Hørhuset”

JOBOPSLAG fra Kristeligt Dagblad, København

Da vores forstander går på pension, søger vi hans efterfølger

Hvad/hvem er Hørhuset:
"Hørhuset" er en selvejende institution som har driftsoverenskomst med Københavns Kommune.

Hørhusets formål er, at være et midlertidigt tilbud om overnatning samt at tilbyde aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende hjælp, med henblik på i videst mulig omfang at opnå forbedring af brugernes livssituation.

Hørhusets målgruppe er personer med særlige sociale problemer, som ikke har eller som ikke kan opholde sig i egen bolig.

Vi tilbyder:
Udfordrende arbejde i et tværfagligt miljø. Muligheder for at udvikle institutionen.

Læs mere >>

torsdag, april 02, 2009

Mindre til de udstødte under krisen

Fra Århus Stiftstidende, Århus

Folk holder igen med bidrag til Kirkens Korshær under finanskrisen. Det er typisk pensionister og folk, der selv har haft det svært, der støtter samfundets udstødte

Af Hans Petersen
De rigeste har tabt på aktier, og andre mister deres job.

Men samfundets svageste bliver også ramt af finanskrisen. Det mærker Kirkens Korshær. Afdelingen i Århus mistede alene sidste år omkring 200.000 kr. af den million, der normalt kommer ind.

"Og i år ser det ikke meget bedre ud", siger leder af Kirkens Korshær i Århus, ­Richard M. Pedersen. "På de første to måneder er vi 11.500 kr. bagefter".

Læs mere >>

onsdag, april 01, 2009

Hver 7. indvandrer lever i fattigdom

Fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, København

14 procent af indvandrerne fra ikke-vestlige lande og 12,4 procent efterkommere lever i relativ fattigdom. Til sammenligning udgør antallet af fattige etniske danskere 2,4 procent.

Det svarer til, at hver 7. indvandrer fra ikke-vestlige lande lever i fattigdom, mens det ”kun” gælder hver 40. etniske dansker.

Fattigdomsproblemet blandt indvandrere skal blandt andet ses i lyset af politiske tiltag som starthjælpen, introduktionsydelsen, 300-timers reglen og kontanthjælpsloftet, der især rammer indvandrere og efterkommere.

Omkring 70 procent af dem, som modtager introduktionsydelse eller starthjælp, lever i fattigdom, mens det gælder 27 procent af ontanthjælpsmodtagerne.

Aftalen om, at 300-timers reglen udvides til en 450-timers regel, der for tiden behandles i Folketinget, vil medføre, at fattigdomsproblemet blandt især indvandrere bliver endnu større de kommende år.

Download og læs rapport >>

Århus: Ny rådmand for de hjemløse

Fra Århus Stiftstidende, Århus

Venstres byrådsmedlem Laura Hay bliver ny rådmand efter Louise Gade fra 1. juni

Af Søren Willumsen og Morten Svith
Byrådsmedlem for Venstre, Laura Hay, bliver ny rådmand i Århus Kommune. Hun afløser dermed Louise Gade, som skal tiltræde et job på Aarhus Universitet 1. juni.

Navnet på den nye rådmand bekræftes af kilder over for avisen, men er endnu uofficiel. Men så vidt avisen erfarer var det ikke en enig Venstre-gruppe, der i aftes valgte Laura Hay.

Læs mere >>

Præst: Vi skal ændre vores holdning til hjemløse

Fra Kristeligt Dagblad, København

Når der ikke er plads på herbergerne, og de hjemløse ikke har råd til en bolig, så er penge ikke alene svaret. Hjemløse skal også accepteres i samfundet, mener præst fra Mariakirken i København

Af Carina Fogsgaard Jacobsen
- Det er de helt almindelige danskere, der skal være med til at give de hjemløse noget at leve for. Vi er nødt til at acceptere, at hjemløse har ret til at være her.


Det mener præst i Mariakirken i København Johan Petersen, der er leder af Mariatjenesten og præst for Kirkens Korshær.

Han mener samtidig, at hvis der skal rettes op på problemet med, at der er for mange hjemløse til herbergerne, så er man nødt til at give de hjemløse noget at leve for.

- Misbrugerne skal i behandling, og der skal være bedre mulighed for beskæftigelse til de hjemløse. Vi er nødt til at give dem et liv, siger Johan Petersen.

Læs mere >>