torsdag, august 16, 2007

Hjemløsestrategi: Det, der ikke blev sagt

Indlæg i Dagbladet Information den 16. august 2007
Af Ask Svejstrup, sekretariatsleder SAND, De hjemløses landsorganisation

Eva Kjer Hansen præsenterede tirsdag (d. 14.8.) en hjemløsestrategi. Strategien kom som svar på den hjemløsetælling, hun havde bestilt. Resultaterne af denne blev præsenteret umiddelbart før hendes forslag til, hvordan hjemløsheden kan afskaffes.

I bedste eventyrstil havde ministeren valgt Kultorvet - hvor mange hjemløse som bekendt holder til - som scene for offentliggørelse af hjemløsestrategien. Sommerlækker, storsmilende og med vind i både hår og papirer, præsenterede hun de 4 hjørnestene i strategien. Hun havde selvfølgelig udvalgt nogle relativt sikre holdepunkter, så det er egentlig forholdsvist uinteressant, hvad hun sagde; det interessante er det hun undlod at sige noget om.
Ministeren var glad for, at der ikke var flere end 5.253 hjemløse i uge 6, da tællingen fandt sted. Man kunne med rette påpege, at det et forholdsvist stort antal hjemløse for en enkelt uge. Og tilføje, at tallet danner grundlag for at skønne, at der er 11 – 13.000 hjemløse på et år. Det skal tilføjes, at alle tal er minimumstal.

Hvis vi bliver ved tallene, virker det ikke helt logisk, at de 1043 boliger, ministeren skønner, der er brug for, for at afskaffe hjemløshed er nok til at huse de 5.253 hjemløse, der var i uge 6. Men det kan selvfølgelig være, at hun samtidig laver et rotationsprincip, som gør at ingen føler sig snydt? Tilmed kan der måske også blive plads til dem, som er hjemløse i uge 7, 8 og 9?

Som en ekstra lille krølle på halen: Når Ritt Bjerregård ikke kan finde plads til sine drømmeboliger til de, undskyld harmen, dybt forkælede børnefamilier, hvordan vil ministeren så finde byggegrunde til boliger for en gruppe, som alle vel synes skal have et botilbud, bare det ikke placeres lige ved siden af deres egen bolig. Og så behøver vi vist slet ikke tale om, at huslejen skal kunne betales af folk, der for hovedpartens vedkommende er på overførselsindkomster.

Vi ved alle, at politikere elsker tal. Socialministeren er ingen undtagelse. Det kan være det var derfor, hun helt glemte at nævne, hvordan man skal fastholde folk i den bolig, de nu skal have tilbudt. Netop angsten for at væggene styrter sammen over en og ensomheden i de tomme rum (for der er sgu’ aldrig penge til at møblere sin hårdt tilkæmpede lejlighed, endsige overskud til at skaffe møblerne) er den sikre og hurtigste vej ud af boligen. Hjemløsetællingen bekræfter også, at hovedparten af gruppen har misbrugsproblemer og at 30% har en psykisk lidelse. Det er derfor ikke nok at skaffe folk tag over hovedet. Der skal tænkes misbrugsbehandling, somatisk og psykiatrisk behandling, socialt netværk, økonomiske forhold, og hvordan alle disse forskellige systemer arbejder sammen for den hjemløses bedste, frem for at tænke på, hvordan man kan fralægge sig ansvaret for personens problemer.

Det ligger vor minister meget på sinde, at andelen af unge hjemløse er steget, men hun har ikke nogle bud på, hvordan vi skal undgå, at så mange unge kommer ud i problemer. I det hele taget er det forebyggende arbejde fuldstændigt fraværende i den danske socialpolitik. Tværtimod har man lavet en del tiltag, f.eks. på kontanthjælpsområdet, som udstøder og marginaliserer folk.

Slutteligt må man rose ministeren for sit mod til at ville gøre noget for de hjemløse og for at fremlægge sine visioner for, hvordan hun vil bekæmpe hjemløshed. Så må det være op til de hjemløse, organisationerne på hjemløseområdet og øvrige politikere, at give hende kam til sit hår og sørge for, at alle aspekter i hjemløsefænomenet kommer frem, så vi om to år, når tællingen gentages, har et færre antal hjemløse end i dag.

Ingen kommentarer: