onsdag, juni 04, 2008

Hjemløse på besøg i Folketinget

Fra SF's Özlem Sara Cekics hjemmeside

Folketinget havde fint besøg igår, for jeg havde inviteret hjemløse og deres organisationer på besøg på Christiansborg. Det blev en spændende dag, hvor mange af de hjemløse oplevede Christiansborg for første gang. Det var dejligt at opleve de hjemløses interesse og engagement, og der kom mange positive bud på, hvad der kan gøre livet for hjemløse bedre. Vores snak viste, at der bestemt er behov for at gøre mere for de hjemløse i Danmark.

Vi startede besøget med en rundvisning på Christiansborg og var blandt andet inde og opleve en debat i Folketingssalen. Der var godt humør og blandt andet snak om, hvorvidt man skulle tage sin hue af, inden man kom ind i salen. Derefter stod den på kaffe, kage og debat i SFs gruppeværelse. For jeg ville gerne høre, hvad de hjemløse synes, at vi politikere kan gøre for at give dem en bedre hverdag. Hvordan er det at være hjemløs i Danmark i dag, og hvad skal der især gøres noget ved?

Det vigtigste budskab synes jeg er, at hjemløse vil behandles ligesom alle andre. De vil ikke diskrimineres og sættes i bås. Som en af de hjemløse forklarede, kan man sagtens forandre sig, og derfor vil de hjemløse behandles som de mennesker de er, og ikke forskelsbehandles fordi de er hjemløse.

Læs mere:
http://www.ozlem.dk/nyhedsarkiv/hjemloese-paa-besoeg-i-folketinget.sf

Ingen kommentarer: