lørdag, januar 10, 2009

Fransk minister besøgte danske hjemløse

Fra Århus Stiftstidende, Århus
Af Ritzau

Flere døde franske hjemløse i gaderne får den franske boligminister til at besøge København for at lære om dansk praksis over for udsatte grupper.

Hovedstadens hjemløse fik fint besøg i dag, da Sarkozys boligminister Christine Boutin (billedet) var på studietur for at lære om dansk praksis over for udsatte grupper. Den skandinaviske velfærdsmodel har ry for at gøre en særlig indsats for landets skæve eksistenser, og det gør København til et oplagt mål, mener hun.

Københavns socialborgmester Mikkel Warming (EL) bød Christine Boutin velkommen og viste hende, de franske embedsmænd og delegationen af franske NGO'ere Københavns "Skæve huse" og hjemløsecafeen på Sundholm på Amager.

- Populært sagt er København en af de byer i verden, hvor man har det bedst, hvis man har det skidt. Vi er dygtige til det opsøgende arbejde, at give folk mad, et bad og varme. De erfaringer tror jeg, at Frankrig kan profitere af, siger Mikkel Warming.
Christine Boutin roste netop det opsøgende arbejde. Hun var især imponeret af de metoder, sundhedsteamet på Sundholm har udviklet til at give sårpleje, hjælp til psykisk syge og misbrugere.

- Vi er nok ikke klar til at have en sådan medicinhåndteringen, som vi har hørt om her i København. Men vi har da fået øjnene op for, at det handler om, at respektere den enkeltes situation og prøve alternative veje til at hjælpe dem, siger ministeren til Ritzau.

Ingen kommentarer: